5-frihed: vilje, autonomi

autonomi og viljefrihed

begrebet frihed er det centrale normative og metafysiske koncept i Kants filosofi. Valgfrihed og handlefrihed fra tvang fra eksterne kræfter, men også selv fra ens egne blotte tilbøjeligheder, noget, der ikke kan opnås ved eliminering af tilbøjeligheder, som ikke er muligt for mennesker, men ved underkastelse af tilbøjelighed til fornuftens regel og dets krav om universaliserbarhed, som Kant i sidste ende kalder “autonomi”, “viljens ejendom, hvormed den er en lov for sig selv” (G 4:440), er den ultimative værdi for Kant, den eneste værdi, der kan være et mål i sig selv og har en værdighed ud over enhver pris (4:435-6). Viljens frihed, evnen til at indlede en handling spontant, uafhængigt af beslutsomhed ved blot naturlove, så enhver menneskelig agent har evnen til at handle i overensstemmelse med moralloven, uanset hvad der kan synes at være forudsagt af hele hendes tidligere historie, er for Kant kun en logisk mulighed i teoretisk filosofi, men et uundgåeligt postulat af ren praktisk fornuft, “den nødvendige betingelse for … den fuldstændige opfyldelse af moralloven” (PracR 5:132). For Kant er forholdet mellem disse to begreber, autonomi som vores ultimative værdi og viljefrihed som vores ultimative metafysiske ejendom, skønt man kun kan påstås af praktiske grunde, mildt sagt intim – den ubetingede moralske lov, der pålægger os frem for alt andet at bevare og fremme handlefrihed “er kun selvbevidstheden af en ren praktisk grund, dette er identisk med det positive frihedsbegreb” (5:29)-skønt hans syn på, hvad han skal gøre med denne identitet, ikke er stabil.