International fonetisk alfabet

International fonetisk alfabet (IPA), et alfabet udviklet i det 19.århundrede for nøjagtigt at repræsentere udtalen af sprog. Et mål med det internationale fonetiske alfabet (IPA) var at give et unikt symbol for hver karakteristisk lyd på et sprog—det vil sige hver lyd eller fonem, der tjener til at skelne et ord fra et andet.

begrebet IPA blev først bragt af Otto Jespersen i et brev til Paul Passy fra International Phonetic Association og blev udviklet af A. J. Ellis, Henry søde, Daniel Jones og Passy i slutningen af det 19.århundrede. Dets skabers hensigt var at standardisere repræsentationen af talesprog og derved undgå forvirringen forårsaget af de inkonsekvente konventionelle stavemåder, der bruges på alle sprog. IPA var også beregnet til at erstatte den eksisterende mangfoldighed af individuelle transkriptionssystemer. Det blev først offentliggjort i 1888 og blev revideret flere gange i det 20.og 21. århundrede. Den internationale fonetiske forening er ansvarlig for alfabetet og udgiver et diagram, der opsummerer det.

IPA bruger primært romerske tegn. Andre bogstaver lånes fra forskellige manuskripter (f.eks. græsk) og ændres til at være i overensstemmelse med romersk stil. Diakritikere bruges til fine forskelle i lyde og til at vise nasalisering af vokaler, længde, stress og toner.

IPA kan bruges til bred og smal transkription. For eksempel er der på engelsk kun en T-lyd, der er kendetegnet ved indfødte højttalere. Derfor er der kun brug for et symbol i en bred transkription for at indikere hver t-lyd. Hvis der er behov for at transkribere snævert på engelsk, kan der tilføjes diakritiske tegn for at indikere, at t ‘ erne i ordene tap, pat og stem adskiller sig lidt i udtalen.

IPA blev ikke det universelle system til fonetisk transkription, som dets designere havde tænkt sig, og det bruges mindre almindeligt i Amerika end i Europa. På trods af sine anerkendte mangler er det bredt ansat af lingvister og i ordbøger, dog ofte med nogle ændringer. IPA bruges også af sangere.