myotonisk dystrofi Type 2 (DM2)

myotonisk dystrofi er den mest almindelige voksne muskeldystrofi. Flere organsystemer påvirkes, skønt i varierende grad hos forskellige individer. De mest almindeligt berørte systemer er skeletmuskulaturen, hjertet, centralnervesystemet, mave-tarmkanalen og det endokrine system. Forstyrrelsen er yderligere opdelt i to forskellige enheder, myotonisk dystrofi type 1 og type 2 (henholdsvis DM1 og DM2).

DM2 blev først beskrevet i 1994 efter opdagelsen af, at nogle patienter troede at have DM1 ikke havde den genetiske mutation, der forårsager DM1, en CTG-gentagelsesudvidelse i DMPK-genet (Ricker et al., Neurologi, 1994). I stedet blev de vist at have en unik cctg-gentagelsesudvidelse på et andet kromosom i CNBP-genet (Ranum et al., Natur, 1998, Likori et al., Videnskab, 2001). Denne gruppe af patienter blev bemærket at have en lidt anden klinisk fænotype, hvor muskelsvaghed og myotoni (vanskeligheder med at slappe af musklerne) var til stede, men de mest berørte muskler var tættere på midten af kroppen, såsom skuldre og hofter. De havde også en tendens til at have meget mildere symptomer (Ricker et al., Neurologi, 1994, Udd et al., Neuromuscul Disord, 1997). Af disse grunde er DM2 nu anerkendt som en særskilt enhed og understøtter yderligere ideen om, at DM-patologi er forårsaget af gain-of-function-mekanismer fra de udvidede gentagelser.

den sande forekomst af DM2 har været vanskelig at fastslå. Befolkningsundersøgelser i Europa har givet modstridende resultater med prævalensestimater fra 1 ud af 1.830 til 1 ud af 8.000 (Suominen, Eur J Human Genet, 2011). Ingen formelle undersøgelser er afsluttet inden for den amerikanske befolkning, men anekdotiske beviser tyder på, at DM2 præsenterer langt sjældnere end DM1 (Thornton, Neurol Clin, 2014). Ikke desto mindre er sygdomsprævalensen i USA sandsynligvis undervurderet på grund af sygdommens heterogenitet og efterfølgende fejldiagnose. En analyse viste, at op til en tredjedel af alle dm2-patienter tidligere var blevet fejldiagnosticeret med andre tilstande, såsom degenerativ ledsygdom, fibromyalgi og multipel sklerose (Hilbert et al., J Neurol, 2013), hvilket resulterede i en gennemsnitlig forsinkelse i diagnosen på 14 år.